DevOps Engineer
Tag ejerskab over en forretningskritisk platform - og vær med til at gøre drift, automatisering og skalerbarhed til en styrkeposition.
Vi søger en DevOps Engineer, der vil tage ansvar for en platform, som hver dag er en central del af kundeoplevelsen hos nogle af Nordens kendte e-commerce-virksomheder. Det er en rolle for dig, der trives med ejerskab, som ser muligheder for automatisering, før andre får øje på dem, og som motiveres af at skabe ro, robusthed og fremdrift i et setup, der bare skal fungere.
Rollen
Som DevOps Engineer hos Relewise får du ansvaret for den daglige drift og videreudvikling af platformens DevOps-setup. I dag ligger en stor del af ansvaret hos CTO’en, og målet er at få en profil ind, som kan overtage det ejerskab og samtidig være med til at løfte automatisering, stabilitet og skalerbarhed.
Du kommer til at arbejde i krydsfeltet mellem drift, udvikling og forbedringer. Platformen er allerede velfungerende, men der er flere processer, som i dag håndteres manuelt, og som skal gøres smartere og mere robuste. Det gælder blandt andet server provisioning, håndtering af datasets, monitoring, releases og den løbende udvikling af det interne DevOps-system.
En vigtig del af rollen er også at holde øje med platformens performance og reagere, før små tegn udvikler sig til egentlige problemer. Det handler ikke kun om at håndtere alarmer, men om at forstå mønstre, tage ansvar og være med til at sikre, at platformen fungerer stabilt - også når belastningen stiger.
Dine opgaver vil blandt andet være at:
drive og videreudvikle den Azure-baserede platform
automatisere manuelle drifts- og deploymentsprocesser
arbejde med monitoring, logging og alerting
understøtte releases, rollback og driftssikkerhed
videreudvikle det interne DevOps-system i .NET/C#
Rollen giver dig stor indflydelse på, hvordan tingene skal gøres fremadrettet. Du kommer ikke ind til en fast opskrift, men til en mulighed for at tage ansvar, forbedre det eksisterende setup og være med til at forme en vigtig funktion i virksomheden.
Hvem er du?
Du har formentlig erfaring fra DevOps, platform engineering eller SRE i en SaaS- eller webkontekst, hvor driftssikkerhed, performance og skalerbarhed har været vigtigt. Du behøver ikke komme fra en bestemt type virksomhed, men du skal have arbejdet i et miljø, hvor systemer ikke bare er noget, man deployer til - de skal også fungere stabilt i praksis over tid.
Det er en klar fordel, hvis du har arbejdet med Microsoft Azure, Windows-servere, CI/CD og Infrastructure as Code, og hvis du har forståelse for netværk, monitoring og drift af .NET-applikationer. Men det faglige er kun den ene del.
Det, der virkelig betyder noget i rollen, er dit mindset.
Du er grundig. Du tager ansvar alvorligt. Du tænker ikke i hurtige fixes, men i holdbare løsninger. Du er den type, der opdager, at noget er ved at udvikle sig i en forkert retning, før det bliver til en alarm. Du kan arbejde selvstændigt, men du gør det uden tunnelsyn. Du ved, hvornår du skal handle, og hvornår du skal sparre.
Vi forestiller os, at du kan genkende dig selv i flere af disse ting:
du har en høj grad af ansvarsfølelse og trives med ejerskab
du arbejder struktureret og metodisk og har blik for detaljen
du tænker naturligt i automatisering, standardisering og skalerbarhed
du er rolig og pragmatisk, når noget kræver handling
du har forståelse for sikkerhed, compliance og konsekvenserne af dine valg
Hvad får du hos Relewise?
Du får en nøglerolle i en virksomhed, hvor dit arbejde får tydelig betydning. Ikke som en lille funktion i et stort maskineri, men som den, der er med til at sætte retningen for, hvordan platformdrift og DevOps skal fungere fremadrettet.
Du får stor indflydelse på, hvordan tingene skal gøres, og du bliver en vigtig sparringspartner for CTO og udviklingsorganisationen. Der er allerede et stærkt fundament, men der er også plads til at tænke nyt, udfordre eksisterende måder at gøre tingene på og foreslå bedre løsninger.
Relewise er samtidig et sted, hvor frihed og ansvar hænger tæt sammen. Kulturen er præget af tillid, ordentlighed og gennemsigtighed, og der er ikke langt fra idé til beslutning. Har du en bedre måde at gøre noget på, bliver du lyttet til.
Derudover får du:
en rolle med tydeligt ejerskab og reel påvirkning
tæt samarbejde med erfarne og teknisk stærke kolleger
mulighed for at præge både værktøjer, processer og retning
en fleksibel hverdag med mulighed for hjemmearbejde
en virksomhed med fokus på langsigtet og bæredygtig vækst
Om Relewise
Relewise udvikler en AI-drevet SaaS-platform til search, personalisering og recommendations i e-commerce. Platformen hjælper webshops med at forstå brugeradfærd i realtid og levere mere relevante søgeresultater, anbefalinger og personaliserede oplevelser. Derudover arbejder Relewise også med retail media og andre produkter, der styrker den digitale kundeoplevelse og forretningens performance.
Virksomheden blev stiftet i Aarhus i 2020 af profiler med mange års erfaring fra e-commerce og softwareudvikling. I dag arbejder Relewise med mere end 130 kunder på tværs af Norden og internationalt, herunder blandt andre Søstrene Grene, Bestseller, BoConcept og Brdr. Dahl.
Kulturen er fagligt stærk, jordnær og præget af høj grad af tillid. Her er fokus på at behandle kunder, partnere og kolleger ordentligt, og der er en tydelig ambition om at bruge AI og automation aktivt i hele virksomheden.
Arbejdstid og tilkaldevagt
Dette er en fuldtidsstilling (37 timer/uge). Du må forvente lejlighedsvis arbejde uden for normal arbejdstid i forbindelse med planlagte opgaver. Med tiden - når du er fuldt onboardet - vil du indgå i en tilkaldevagtordning.
- Afdeling
- Relewise
- Lokationer
- Århus